
Rudme Landsbyhøjskole

.png)

LINJEFAG
Vælg mellem fem spændende linjefag

TRÆHÅNDVÆRK
V. Tue Bruun & Gregers Flegal Andersen
På TRÆHÅNDVÆRK vil Gregers Flegal Andersen og Tue Bruun dele ud af deres begejstring for og erfaring med grønt træarbejde. Vi kommer både til at producere brugsgenstande som skeer, smørknive og kuksaer og fantasifulde figurer.
Vi kommer til arbejde med forskellige træsorter, forståelse af årestruktur i træ og hvilket værktøj, der er brugbart i det grønne træhåndværk.

SKITSER – TEGNING & AKVAREL I NATUREN
V. Lars Skytte
På dette kursus vil kunstneren Lars Skytte lære os at lave skitser og akvareller i naturen. Vi kommer til at lære male- og tegneteknikker, som vi kan tage med os videre i hverdagen. Vi skal lære hvordan, man kan lave skitser fra steder og situationer og dermed få en genstand eller landskab lagt ind på et fladt stykke papir, så det kan gemmes som et minde.

KOR X KROP
V. Janne Wind og Viktoria Holde Søndergaard
KOR x KROP er delt op i en formiddags- og en eftermiddagsworkshop.
Om formiddagen skal vi have SDS (sang, dans og spil) sammen med Viktoria Holde Søndergaard, der studerer på den Jyske Musikkonservatorium, spiller i diverse musikkonstallationer og danser. SDS forener leg, stemme, dans, krop, rytmer, trommer, fællesskab og nærvær. Vi skal arbejde rytmisk med sang og krop og vil gennem forskellige lege både lære dansetrin og små koreografier.
Om eftermiddagen skal vi synge rytmisk kor med Janne Wind der blandt andet leder Danmarks største rytmiske kor i Odense med næsten 1300 medlemmer. Vi skal lære en række lækre pop-sange (på dansk og engelsk) udsat for flere stemmer.
Samtidig bliver der arbejdet med kor-værktøjskassen, hvor vi skal have stemmetræning, teknik, kontakt til kroppen, viden om og erfaring i performance og optræden som kor.

FORDYBELSESVÆRKSTED
V. Kira Skoubo Moser
På FORDYBELSESVÆRKSTED vil vi sammen med Kira Skovbo Moser, der er uddannet kommunikationsdesigner fra Designskolen Kolding, underviser i tegneworkshops, og snart uddannet retoriker, arbejde med forskellige former for fordybelse, der alle tager udgangspunkt i det nære og fællesskabet. Gennem tekstlæsning, blindtegning og skriveøvelser vil vi indkredse hvad det vil sige at være til stede i sine omgivelser og indgå som en del af et afgrænset fællesskab. Vi skal nærstudere området vi bor i på sommerhøjskolen, læse uddrag af Ingrid Nymos bog Kloster, og selv behandle betragtninger fra hverdagen i et fællesskab gennem skriveøvelser og samtaler. Alle kan være med, så længe man kan læse og skrive – blindtegning kan alle lære!

BØRNEWORKSHOP
v. Anette Christensen
På BØRNEWORKSHOP skal være kreativ med dine hænder, skabe og glædes ved at dele din kreativitet med andre.
Vi skal lege med naturens materialer og farver, vandre rundt hos hinanden, blive inspireret og til slut vise hinanden vores smukke resultat (produkt).
Hyggen er i fokus mens vi prøver de forskellige processer af.
Workshoppen henvender sig primært til børn mellem 7 og 12 år, men alle aldre kan være med.
Du vil få udlevet det du skal bruge af papir, botanik, træ mm. Indimellem er der pauser med både saft/kaffe og noget til maven.
Vi glæder os til nogle hyggelige kreative dage sammen med dig.